LANDSBYERNE ANISSE OG RAMLØSE 

Turen fra Annisse til Ramløse går langs Arresøens bred ad en fredelig lille sti. Undervejs er der gode muligheder for at opleve søens dyreliv. Sidst på ruten kommer du til ”Ramløse Bakker”, som er et smukt kuperet område ned mod søen. Ruten er ca. 12 km. lang.

Annisse har fra gammel tid været beboet, hvilket de mange gravhøje fra oldtiden er synlige beviser på. Der findes i dag rester af 8 bevarede høje med jættestuer, som er fredet. Ved Annisse by rager et næs ud i Arresø, og navnet Annisse betyder da også ’ved næsset’. I 1200-tallet blev der opført en borg i Annisse på næsset, som senere fik navnet ’Hovgårdsnæsset’. 

Arresø

I vikingetiden var Arresø en fjordarm, som strakte sig ind i landet ude fra Kattegat med et bredt udløb mellem Arrenakke og Asserbo.

I 1200 tallet havde Danmark mange fjender, og der blev bygget en del fæstninger, som kunne sikre den danske kystlinje, bl.a. Hovgårdsnæsset.  På det tidspunkt kunne fjenden sagtens føre sine skibe direkte ind i Arresø, hvorfra man kunne få det perfekte baghold.

Nyd turen fra Annisse til Ramløse langs Arresøens bred, med vandet på din venstre side og landskabets venlige marker på din højre side.
Her er fred og ro på den lille sti, og god mulighed for at opleve søens dyreliv på nært hold.

Præster og degne red, kørte eller gik søndag efter søndag ad den smalle vej, som forbandt kirkerne; naturligt nok kom den til at hedde ”Præstevej”. Det er denne vej, du nu skal ud på. 

Seværdigheder og særlige historiske islæt

Foto: Den Store Danske, Lex.dk

Ramløse Mølle

Den nuværende mølle er en hollandsk mølle med galleri og hører til blandt landets yngste kornmøller. Den første mølle i Ramløse blev bygget 1882 af gårdejer Lars Jensen fra Møllebjerggaard, som anlagde en hollændermølle nord for der hvor landsbyen lå på det tidspunkt.

Møllen nedbrændte imidlertid til grunden i 1908. Byggeriet af ny blev påbegyndt samme år og den nye mølle stod færdig i 1909. Den nye mølle er bygget af møllebygger Jens Peter Jensen fra Fredensborg. Møllen er bygget med en vindrose, der sørger for, at vingerne automatisk drejes op i vinden. Den har jalousivinger, der automatisk sørger for at regulere vingernes sejlflade. Møllen blev nedlagt som aktiv mølle i 1937.

I 1973 nedsatte Ramløse Borgerforening et mølleudvalg, der gennem indsamling, fik finansieret en istandsættelse af møllen. Møllen blev købt af Helsinge Kommune i 1979 og ejes i dag af Gribskov Kommune.

Møllen drives i dag af Ramløse Møllelaug som blev stiftet i 1984. Lauget har siden da været utrolige aktive omkring Møllen og Ramløse landsby, og de bidrager i høj grad til den kulturelle fortælling om Ramløses spændende historie. I sidebygningerne kan man se og opleve arbejdende Urmager, Skomager og Bødkerværksteder. Møllen og værkstederne har åben for publikum på mølledagene og til særlige anledninger.

Snokilde

Af Søren Frandsen

Nord for Annisse by ligger en kilde, som hedder Snokilde ved foden af en bakke, som kaldes Baunen. Snokilde har fra gammel tid haft ry som helligkilde. Sagnet siger, at abbed Vilhelm, Æbelholt Kloster, selv lod den oprense og velsignede kilden, så dens vand fik lægende egenskab.

En munk, Erik, blev sat til at vogte kilden.I Annisse var der to syge kvinder, den ene var blind, og den anden led af hellig ild (Rosen). Men ved at bade sig i kilden og samtidig love hellig Vilhelm en gave fik de deres helbred igen. (Arnold Olsen, Nordsjællandske Helligkilder 1929)

Ramløse Kirke

Ramløse kirkes historie går tilbage til det 12. århundrede, idet den første gang er omtalt i 1211, men regnes for at være en del ældre.
Allerede tidligt besad Roskildebiskoppen en fogedgård i Ramløse, hvor biskop Rike ifølge Saxos Danmarks krønnike blev dræbt i 1139. Denne fogedgård – Hovgården – lå ikke på den nuværende Hovgårds plads, men ved Himmerigshøj. Her har man gentagne gange pløjet store mængder af munkesten op, som formodes at stamme fra bispens gård.

Det lokale engagement er stort i lokalsamfundet.
Her står frivillige klar til at modtage pilgrimme i Ramløse Sognestue.

M/S Frederikke

Når du går ad Esrum-Tisvildevejen og kommer til Ramløse Havn, kan du være heldig og møde M/S Frederikke. Hun kan tage dig med på den smukkeste tur rundt på Arresø.

Pris: Voksen: 75 kroner – Børn: 30 kroner. Køb billet: Du kan købe din billet på båden og betale enten kontant eller med MobilePay, ikke med kort. Du kan også købe din billet på VisitNordsjællands hjemmeside (Det skal ske senest 48 timer før afgang)

Turinfo: Afgang fra Ramløse Havn og fra Arresødal. Mød op ved anløbspladsen senest 15 min. før afgang. Turen varer ca. en time. Husk en varm trøje, da det ofte er en del køligere på vandet. Læs mere om M/S Frederikke på Frederikkes hjemmeside. Her finder du oplysninger om foreningen, historien og ikke mindst, det store frivillige arbejde.

Annisse Kirke

Annisse Kirke er omtalt første gang i 1175 i forbindelse med et mageskifte mellem Biskop Absalon og Æbleholdt kloster.

Efter reformationen blev kirken anneks til Ramløse Kirke med Annissegård som anneksgård. Som ved alle gamle kirker knytter der sig et sagn til stedet. Et fortæller, at kirken skulle have stået på ”Thomsebakken”, men blev forstyrret af trolde og måtte flyttes.

Praktisk information

Transport

Buslinje 380R går mellem Helsinge og Hillerød via Gl. Annisse og Annisse Nord.

Buslinje 320R går mellem Helsinge og Frederiksværk via Ramløse.
Se mere på Rejseplanen.dk

Mad og drikke

I Ramløse findes en Netto butik, med et stort udvalg af dagligvarer.

Ønsker man at forkæle sig selv efter en dag med skønne oplevelser, kan Tinggården i Asserbo være et bud, her byder Jan Friis-Mikkelsen og Charlotte Vendorf velkommen.

Hvad sker der mere på etapen

Her finder du links til foreninger eller lignende, som ofte har arrangementer du kan deltage i.


Toilet og vand

Du finder toilet og vand:

  • Annisse Kirke
  • Ramløse Kirke
  • Ramløse Havn

 Massage for pilgrimme

Jeg er selvstændig Massageterapeut, RAB, med mere end 14 års erfaring med egen klinik i Ramløse. Jeg tilbyder kropsbehandlinger i form af Nordlys massage, Kranio Sakral terapi, akupressur, og klangmassage – Hannah

Forkæl dig selv i Ramløse med en gang massage. Besøg Hannah Lind Arlaud, der udbyder et Forkælelsestilbud til pilgrimme: 1 times helkropsmassage 550 kr (normal pris 600,- kr) eller ½ times delmassage (ryg/skulder/nakke, ben/fødder, ansigt el. arme/bryst/mave) 300,-

Læs mere her eller book ved at ringe: 29 70 17 84

Nye ture

November, 2024

  Tilmeld nyhedsbrev
SUBSCRIBE TO NEWSLETTER

Dear visitor. Please feel free to subscribe to our newletters and be informed about latest news, events and updates.

I agree with the Terms & Conditions
  Subscribe
* we hate spam and never share your details.
×